Lørdag var jeg så heldig, at få plads på Ruhårklubbens Schweissprøve i Himmerland/Hjedsbæk og Dusty skulle prøve kræfter med et DKK 20t 1000 meter.
Af kataloget fremgik det, at Morten Bruun skulle være dommer på vores hold og det gav på forhånd en god fornemmelse. Morten var også dommer på vores UHM spor og den gang gik det jo OK :-).
Fra første færd havde jeg stor tiltro til Dusty. Da vi sad i "garderoben" knap 2 meter uden for "kassen" og klargjorde "tøjet" blev snuden øjeblikkeligt stillet ind på den rettte frekvens og anskudsstedet noteret.
Jeg blev ikke skuffet og i samme sekund som jeg gav ham det vanlige kys på snuden og "søg" gik han målrettet ind og markerede anskudsstedet. De efterfølgende 21 minutter gik jeg 12 meter bag "den sorte spejder" og kunne nøjes med at betragte hans fokus og arbejdsindsats. Ikke en lyd kom over mine læber og kun på det lange ben (400 meter) "spurgte" jeg ham en enkelt gang i linen, om vi var på rette vej. Han kvitterede med at dreje hovedet samtidig med at hans krop fastholdt retningen - "dumt spørgsmål, makker"!.
På den afsluttende parole var det også kun de positive vendinger som Morten benyttede og han belønnede vores indsats med en 1. præmie.
Sammenholder jeg dette spor med vores seneste konkurrencespor i Finland er der faktsik rigtig mange ligheder... også mere end blot dommernes bedømmelse.
Træningen frem mod NM Finland var på papiret rigtig "træls" - blod på en svamp som skulle trækkes/slæbes igennem skovbunden og ikke mindst reglen om absolut ingen kontakt mellem hund og fører under sporet... hvad pokker var meningen med galskaben?
Løbende under træningen og efter hjemkomsten har jeg forsøgt, at evaluere/analysere både resultatet men ikke mindst de anderledes træningsprincipper. Der er uden tvivl både fordele og ulemper, men samlet set har træningen uden tvivl givet mig et uvurderlig udbytte.... "at fokusere og stole på min hund".
- Sårleje: I Finland var markering af sårleje forskellen mellem succes eller fiasko. Derfor blev træningen prioriteret og markering af sårlejet indgår i dag som en væsentlig del af vores daglige træning på lige fod med træning af tilbagegang m.m. ... enten med nedgravet katemad og/eller blot med ekstra blod. Hver eneste markering belønnes med begejstring og en godbid.
- Remarbejde, max. 6 meter line (Finske regler): Vi kender alle de mange problemer som kan opstå når linen pludselig bliver blokeret. Usikrer hunde kan opfatte det som en irrettesættelse og ændrer øjeblikkelig retning for at behage føren. Når føren skal udrede problemet mistes fokus på hunden og der er risiko for, at en vigtig marking bliver overset. Træning med kort line kræver hurtigt og sikkert remarbejde. Lynhurtige grebsskifte og forebyggelse af blokeringer ved, at holden linen fri af grene m.m. bliver pludselig en væsentlig del af sporarbejdet og dermed fastholdes muligheden for den visuelle kontakt med hunden.
- Ingen kontakt mellem hund og fører - hverken verbalt eller via linen: Grib fat i enden af linen og følg din hund uanset hvor den går!. For mange inkl. mig selv en næsten umulig opgave fordi det virker helt forkert... "vi er jo en ekvipage og jeg skal støtte min hund". Gamle vaner blev lagt på hylden og jeg begyndte stille og roligt, at træne min nye mere passive rolle. Jeg fik større overskud til, at iagttage Dustys adfærd både når han var på og når han af en eller anden årsag forlod eller mistede sporet. Selvfølgelig var det stadig tilladt, at bruge kroppen som værktøj når han eksempelvis vendte i en tilbagegang men ellers gik det over stok og sten - også når han endnu en gang besluttede sig for, at vade/svømme over en våd grøft og kontrollere færtforholdene på den modsatte bred... for lige at være helt sikker! Der skal ikke herske tvivl om, at træningen er med til at forstærke hundens selvtillid men det skal selvfølgelig trænes kontrolleret så hunden ikke presses unødigt og mister fokus på opgaven.
I dag er vi atter en samlet ekvipage men min rolle er blevet langt mere passiv. Jeg støtter ham ved min fysiske tilstedeværelse, roser ham med godbider og begejstring men han får noget mere line end tidligere. Det er en super spændende balance og jeg har stadig meget at lære.... heldigvis!